Anders Peter Hansen – en dansk fotograf på Færøerne i 1911
I sommeren 1911 besøgte den danske fotograf Anders Peter Hansen (16.06.1870 – 18.05.1948) Færøerne. Han havde startet sin fotografvirksomhed i Brabrand nær Aarhus året før. Hans liv og indsats er nærmere beskrevet i bogen Fólk í Leirvík í 1901.
A. P. Hansen opholdt sig under besøget på Færøerne på Streymoy, Eysturoy og Norðoya, hvor han ser ud til at have taget alle sine billeder. Hans billeder udmærker sig i flere henseender. Dels er de af høj fotografisk kvalitet, og dels giver de for første gang et større visuelt indblik i livet på bygd, både hvad angår bygninger og personer. Motiver, som A. P. Hansen især synes at have yndet, er blandt andet kirker og skoler samt familier opstillet foran deres huse og mødre med deres børn. Men mange andre motiver optræder også.—– —– —–
Omkring 1970 fandt ca. 140 af hans originale glasplader vej til Færøerne, hvor de i dag er i fotograf Per á Hædds eje. Gennem arbejdet med bogen Fólk í Leirvík í 1901 blev det dog klart for forfatterne, at glaspladerne kun dækker en del af de billeder, som A. P. Hansen tog på Færøerne i sommeren 1911. Vi har således flere billeder fra Leirvík og andre bygder, hvor der ikke er tvivl om, at A. P. Hansen er fotografen, men hvor vi må formode, at de originale glasplader ikke længere eksisterer.
Vi har mistanke om, at der rundt omkring i privatsamlinger på Streymoy, Eysturoy og Norðoya gemmer sig adskillige gamle fotografier, som uden tvivl må tilskrives A. P. Hansen. Nogle af hans billeder ser ud til efterfølgende at være farvelagt af færøske fotografer, men det rører ikke ved, at det originale billede tilhører A. P. Hansen.
I år er det hundrede år siden, at Anders Peter Hansen besøgte Færøerne og berigede os med en enestående fotografisk dokumentation af en vigtig del af den færøske kulturarv. Forlagið Søga Føroya vil forsøge at markere dette ved en samlet præsentation af hans indsats. I den anledning efterlyser vi oplysninger om billeder, som man mener kan tilskrives A. P. Hansen, således at vi kan gøre præsentationen så komplet som mulig.
Kontakt os derfor venligst, hvis du mener at ligge inde med billeder, som kan tilskrives A. P. Hansen – contact@HistoryPressFaroeIslands.com