Anmeldelse af På Vandring i Nólsoys Fortid

Lykkelige Nólsoy

Søren Holm Seerup

Nólsoy er i december 2008 blevet velsignet med en kulturhistorisk turguide forfattet af den erfarne arkæolog og historiker Steffen Stummann Hansen. For så vidt kunne det være en nedvurdering at kalde bogen for en turguide, da turguides ofte består af en sammenjukset bunke information, der er hurtigt læst og endnu hurtigere glemt. Men med denne bog har Steffen Stummann Hansen vist, at turguiden som genre har meget, meget mere at byde på, hvis der blot lægges sjæl i udarbejdelsen. Bogen indledes efter nogle forord med en gennemgang af øens topografi. Herefter følger et velfortalt og gennemillustreret afsnit om antikvarer på og omkring Nólsoy. Kapitlet er ikke nødvendigt for bogen, men må ses som udtryk for det overskud, og den fortælleglæde, der gennemstrømmer Stummann Hansens arbejde. Bogens tredje kapitel, der er det væsentligste, gennemgår i 33 afsnit de enkelte fortidsminder på øen. Der er tale om en minutiøs gennemgang af stort og småt. Det er klart, at man på den måde også får omtalt meget små lokationer, som ikke i sig selv synes af meget; men i den konkrete kotekst forekommer det relevant at komme hele vejen rundt. Hvis man har været på Nólsoy adskillige gange, forbløffes man over alle de ting, som man har overset i årenes løb. Den bunke sten, som man er gået forbi i hundredevis af gange uden at tænke over, får pludselig identitet – ja liv! Og det er bogens største fortjeneste: Man tvinges til at standse op på sin vandring og fundere over de kulturhistoriske spor, som mennesker i de forgangne århundreder har afsat på den lille ø. Bogen fortjener også ros for det, der er udeladt, nemlig den syndflod af personalhistoriske detaljer, der alt for tit får lov til at kvæle lokalhistoriske arbejder. Ved at fastholde fokus på fortidsminderne, primært de jordfaste, opnår bogen en blivende værdi som turguide. Nólsoy har den besynderlige skæbne, at den er kendt af alle, der er eller har været på Færøerne, men kun er besøgt af et fåtal af disse. De fleste nøjes med udsigten fra Tórshavn. Stummann Hansens bog vil forhåbentlig inspirere mange til at tage turen for at opleve, hvad øen hinsides fjorden har at byde på. Bogen er læseværdig og læsevenlig og anbefales på det varmeste, primært til folk med interesse for Nólsoy, men også som inspiration til andre lokalsamfund. Der er så mange historier i vores landskaber, der venter på at blive fortalt. Hvis de er meget heldige, lægger Stummann Hansen vejen forbi.

Søren Holm Seerup