Leirvíksfjall / Leirvík-fjeldet

Den gamle bygdevej mellem Leirvík og Gøta passerer i skæret ca. 360 m.o.h. mellem Knúkur (460 m.o.h.) og Sigatindur (614 m.o.h.). Den er markeret med en række ældgamle stenbyggede varder. På Leirvíkssiden stiger man op gennem et landskab præget af ar efter århundreders tørveskæring og overalt ses de stensatte fundamenter af de strukturer, hvor de afskårne tørv blev opbevaret. Det færøske ord for disse tørveskjul er krógv (flertal: krajir). Ordet stammer fra det oldirske ord cró, der har samme betydning.

Masser af begivenheder har givetvis fundet sted langs denne vej igennem Færøernes historie. De fleste af disse er givetvis forlængst gået i historiens glemmebog, men her skal nævnes to dramatiske begivenheder, som vi har god dokumentation for.

Den ene af disse fik desværre en fatal udgang. I kirkebogen for Eysturoy og “Forrretningsprotokollen for Østerø Syssel 1836” omtales, at den bare 14 år gamle Malene Joensdatter (f. 05.03.1822) fra Leirvík den 27. marts 1836 døde på vej fra kirke ved “et Fald paa Leervigs Fjeld” . Leirvík havde dengang ikke egen kirke, hvad der derimod fandtes på den anden side af fjeldet i Norðragøta. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, som førte til Malenes fald, men hun har antagelig mistet fodfæstet på grund af glat føre, stærk vind – eller måske blot et øjebliks uopmærksomhed.

Med den anden dramatiske begivenhed er vi imidlertid lidt bedre stillet, idet vi har et vidneudsagn fra den ene af de to hovedpersoner. Jóan Carl Christian Christiansen (1854-1944) var født som søn af en kongsbonde i bygden Skáli på Eysturoy og blev normalt omtalt som Jóan Karl á Skála. Sammen med seks af sine søskende – tre søstre og tre brødre – blev Jóan Karl gift til Leirvík i tidsrummet 1871-1896. Mens de seks andre søskende kom til at leve hele deres liv i Leirvík, flyttede Jóan Karl, der var kommet til Leirvík i 1870, tilbage til Skáli i 1883 for at overtage kongsfæstet efter faderen.
Jóan Karl var af lav og bred bygning og – ligesom sine brødre – kendt for at være en meget stærk mand. Og dette skulle han så rigeligt få brug for, da han en vinterdag sammen med fem andre skulle gå over fjeldet fra Leirvík til Gøta. Efter at være kommet over passet og på vej ned mod Norðragøta mødte der dem på kanten af hammeren lige under Fransafløti et overraskende syn. Historien findes nedskrevet i Sverri Paturssons (1871-1960) artikel Jóan Karl á Skála (Ein føroyskur útróðaðrarmaður), som er trykt i tidsskriftet Varðin nr. 9 (Tórshavn 1929):

»Saman við fimm øðrum monnum hevði Jóan Karl verið í Leirvík eftir einum nýggjum báti. Tað viðraði tó ikki at fara við bátinum og menninir fóru heim aftur til gongu um Leirvíksfjall. Kavarok var og illa framkomandi fyri gleri.
Tá var tað – fortelur Jóan Karl – at vit raktu við ein mann uppi á fjallinum. Hann lá úti á fjallatromini og einans beinini stóðu upp undan kavanum. Eg fór so at ríva hann uppundan, men tað tókist ikki at vera lív í honum. Fýra av teimum, ið við vóru, fóru frá, tí teir hildu at hetta var eitt lík. Hin fimti fór eisini frá mær til at siga frá í Gøtu. Eitt sindur áv sukurkandi hevði eg eisini hjá mær, og tá eg hevði kávað glerið av andlitinum á hesum frysta manninum, vætti eg varrar hansara við tí søta rákanum av sukurkandinum, og sýntist mær at tað heldur enn ikki rein við hann. So legði eg hann so stívan sum hann var, á bakið og fór til gongu við honum gjøgnum rókina, sum teir plaga at ganga við neytum.
Tað var ein sein gonga á tí harðfrysta kavanum við hesum beinstirda mannakroppinum á bakinum. Ikki so mikið sum ein bandstubba hevði eg, so eg kundi fatla hann upp á meg. Eg hevði einki annað hald á honum uttan armarnar, sum eg hevði knept fram um hálsin á mær. Gekk so ferðin á tann hátt, at eg við míni byrði á rygginum mátti aka á knæ á ovara beininum og við hinum hæla spor í ísin. Tá eg umsíðir kom á slætt, vóru Norðragøtumenn har ímóti mær. Tað vildi so til, at maðurin kom aftur til lívs, tó ikki skaðaleysur, hann misti nakað av tærnum«. (p. 41)

»Sammen med fem andre mænd havde Jóan Karl været i Leirvík for at hente en ny båd. Vejret tillod dog ikke at tage båden, og mændene måtte i stedet gå hjem over Leirvíks-fjeldet. Der var vanskeligt at gå, med kraftigt snefald og spejlglat føre.
Så hændte det – fortæller Jóan Karl – at vi stødte på en mand oppe på fjeldet. Han lå yderst på fjeldkanten og kun benene stak op af sneen. Jeg gik så igang med at trække ham op, men der syntes ikke at være liv i ham. Fire af mændene, som var med, gik videre, da de mente, at der var tale om et lig. Den femte forlod mig også for at gå ned i Gøta og fortælle om vores fund. Jeg havde en smule sukkerkandis med mig, og da jeg havde tørret sneen væk fra ansigtet på denne forfrosne mand, vædede jeg hans læber med den søde smag af kandisen, og det forekom mig, at han rørte lidt på sig. Så lagde jeg ham, så stiv som han var, om på ryggen og begyndte at gå med ham på den samme fjeldhylde, som man sædvanligvis gik med køerne.
Det var meget langsommeligt at gå i den hårdfrostne sne med denne kraftigt byggede mandskrop på ryggen. Ikke så meget som en stump reb havde jeg, så jeg kunne binde ham omkring mig. Jeg havde ikke andet at holde i end hans arme, som jeg havde trukket frem omkring min hals. Gik så turen på den måde, at jeg med byrden på ryggen måtte gå på knæ med det forreste ben og med det andet skære spor i isen. Da jeg omsider kom ned i fladt terræn, kom folk fra Norðragøta mig i møde. Her hændte det så, at manden atter kom til live, dog ikke uden skader, idet han mistede nogle af tæerne«. (p. 41)

Det oplyses i Paturssons artikel ikke, hvornår denne begivenhed fandt sted, dog må man forvente, at det er sket, efter at Jóan Karl var flyttet tilbage til Skáli i 1883. Der er imidlertid en anden kilde, som bringer os lidt nærmere et årstal for hændelsen.

I sommeren 1899 besøgte den danske agronom Peter Berend Feilberg (1835-1925) Færøerne. Han udgav året efter bogen Fra Lier og Fjelde. Breve til Hjemmet 1899. Feilberg opholdt sig 1-2 dage i Gøtu, hvor han blandt andet havde følgende oplevelse:

»Paa mine Udflugter i Bøen træffer jeg en gammel Gut, der i et besværligt Sprog forklarer mig Metoden for Høbjergningen; han gaar paa en lidt kejtet Maade, hvad jo her er meget usædvanligt, og det viser sig, at han for nogle Aar siden paa en Vinterudflugt til Fjelds efter Faarene blev indesneet i en Kløft, hvor han laa i et Par Døgn, inden man fandt ham, og ved den Lejlighed mistede han Tæerne af Koldbrand; det fortælles med fuldkommen Sindsro, som en Røgter hjemme vilde berette, at hans Træsko var gaaet i Stykker« (Feilberg 1900, p. 133).

Manden, som Jóan Karl reddede den dag i fjeldet, var Hans David Poulsen (1854-1933) – “Liða Dávi” – fra Norðragøta. En datter til Hans David, Elsebeth Maria Sophia Poulsen (1879-1951), blev i 1905 viet til Olaf Juul Høgnesen (1881-1936) i Leirvik. En anden datter, Elsa Cathrina Sophia Poulsen (1895-1974), blev i 1917 viet til Gabriel Petersen (1890-1963), ligeledes i Leirvik.

Litteratur

Feilberg, P. 1900. Fra Lier og Fjelde. Breve til Hjemmet. Kjøbenhavn 1900, p. 133.

Patursson, S. 1929. Jóan Karl á Skála (Ein føroyskur útróðamaður). Vardin IX, 35-45.

Steffen Stummann Hansen