“Et øde sted i oceanet”
Sceilg Mhichíl (Skellig Michael) er en utilgængelig klippe, der rager op af havet ca. 13 km. ud for Irlands sydvestlige kyst. Her etableredes antagelig engang i det 6. århundrede et lille kloster beboet af nogle få munke. Klostret ligger nær toppen af klippen i 182 meters højde over havet og kunne i sin tid nås ad flere stejle trapper. Den ene, nu kun delvist bevarede, trappe har haft mere end 600 trappetrin skåret ind i klippen. I selve klostret ses såvel to utroligt
velbevarede bedehuse samt seks stenbyggede munkeceller. Vindslidte stenkors lige uden for cellerne fortæller, hvor munkene havde deres begravelsesplads. Og som om denne udpost ikke var nok for de hårdføre munke, valgte en af dem at lægge sin munkecelle på klippens højeste og nærmest utilgængelige tinde i 217 meters højde over havet. Hertil kunne han gå ad en stentrappe og søge den ultimative isolation. Nærmere til sin Gud kunne han ikke komme.
Klostrets isolerede placering er typisk for den tidlige irske kristendom, der har sine rødder i det østlige middelhav. Traditionen her var ikke at indgå i den egentlige verdslige verden, men at vende denne ryggen for helt at kunne hellige sig tilbedelsen af Gud.
Hvordan et samfund har kunnet overleve i århundreder på denne utilgængelige klippe forekommer i dag næsten uforståeligt. F.eks. er der ingen ferskvand på øen, og munkene klarede sig alene ved at opsamle regnvandet. Hertil kommer, at farvandet omkring den sydvestirske kyst er utroligt farligt at besejle, hvilket er med til at understrege Sceilg Mhichíls isolerede karakter. Landingsforholdene er yderst vanskelige, og det er kun muligt at lægge til land med en båd her under de gunstigste betingelser i sommerhalvåret.
.
Sceilg Mhichíl angribes af vikinger
Det lille ubeskyttede klostersamfund på Sceilg Mhichíl var et let mål, da skandinaviske vikinger begyndte at hærge langs den irske kyst i årtierne omkring år 800. De irske klosterannaler fortæller da også, at klostret blev ødelagt i 812. Igen i 823 kom vikingerne tilbage og tog abbeden Etgal til fange og sultede ham ihjel. Nye angreb kom i 833 og 839, hvor vikinger under ledelse af danskeren Turgesius hærgede i området. Det er ikke svært at forestille sig den frygt, som de sjælefredssøgende munke har næret for disse uvenlige besøg på klippen. Skaderne efter vikingernes hærgen af klostret blev delvist udbedret i 860erne, og munkesamfundet levede videre herude, indtil man, antagelig engang i det 12. århundrede, forlod stedet for at bosætte sig på fastlandet.
Helt forståeligt er denne enestående arkæologiske lokalitet erklæret for World Heritage.
 |
 |
 |
Fotos: S. Stummann Hansen 2005 ©
