Irske munke og Nordatlanten

Iomramh

Iomramh er den tidlige irske term til at beskrive rejser på havet, såvel religiøse som verdslige. Den mest berømte af disse tidlige rejsende var Bréanainn / Brendan (486-578?), hvilket selvfølgelig er grunden til, at hans navn indgår i titlen for ekspeditionen. St. Brendans ry hvilker på de to skriftlige kilder Navigatio Sancti Brendani og Vita Sancti Brendani, begge sammenfattet omkring år 800 e.Kr.f.

Det er imidlertid klart, at temaet for irske munkes “rejse” – en søgen efter et øde sted i oceanet – var en etableret realitet lang tid før, at disse tekster blev sammenfattet. Det fremgår klart af en af de mest autentiske skriftlige kilder fra den tidlige irske kristendom, munken Adomnan’s værk Vita Columbae, der er skrevet i slutningen af det 7. århundrede. Det første manuskript til dette værk var skrevet af Dorbéne (+713) og bevaret i Reichenau klostret i Boden-søen i det sydlige Tyskland.

Dette værk refererer til rejser “i søgen efter et øde sted i oceanet” foretaget i den anden halvdel af det 6. århundrede af Baethán, som returnerede til Irland, og af Cormac Ua Liatháin, som gjorde tre sådanne rejser, inden han til sidst bosatte sig i Irland. I forbindelse med Cormacs anden rejse søgte Columba eller Colum Cille (+597) om beskyttelse for ham hos kongen af Orkney og under den pictiske overkonge Brudes tilstedeværelse.

Dicuil

Bekræftelse på irske munkes tilstedeværelse på øgrupperne nord for Britannien i tiden efter Cormacs visit på Orkney, findes hos den irske geograf Dicuil, hvis værk De Mensura Orbis Terrae blev publiceret ved det Karolingiske hof 825 e.Kr.f.. Kort sammenfattet beskriver Dicuil øer beboet af eneboere indtil omkring hundrede år før det tidspunkt, han skriver sit værk. Øerne er på tidspunktet for hans værk forladt af disse eneboere på grund af vikingernes angreb og nu overladt til får og søfugle. Det er alment antaget, at det er Færøerne, der her refereres til. Dicuil skriver, at han levede i nogle af de “nordlige øer” og giver herefter en beskrivelse, som han har fået ca. 795 af irske munke, som tredive år tidligere havde opholdt sig fra februar til juli i “Thule” (antages at være Island), og der havde oplevet solhverv og det frosne hav mod nord.

De nordiske kilder

I de nordiske tekster fra det 12. århundrede og fremefter refereres til de irske munke med ordet papar. Stednavne, hvori dette element findes, optræder hele vejen fra Isle of Man og op til Island. På Færøerne har vi på vestkysten af Streymoy stednavnene Paparók og Papurshálsur.

Relaterede artikler:

I Korsets Tegn – Irske munke på Fugloy?
Hvem var her først – skandinaver eller irere?

Litteratur

For en diskussion om den tidlige irske kristendom og Færøerne se:

Steffen Stummann Hansen & John Sheehan: The Leirvík “Bønhústoftin” and the Early Christianity of the Faroe Islands, and beyond. Archaeologia Islandica 5, 27-54. Reykjavík 2006.